Winnie Frisenette-Fich blev født i 1960 i København.
Da disse postkort o. 1990 blev tegnet
og farvelagt, hed tegneren Winnie Palma og hun var ansat hos reklamebureauet Bjørnbøl i Klosterstræde 23 i København.
Postkortfirmaet Logos i Vejle ved
Terje Bårdsen havde siden 1988 fået produceret mange venne-kort af den norske
tegner, Irene Skår. Bårdsen havde brug for at få indlemmet et nyt design i
firmaet, og han kom i kontakt med tegneren, Winnie Palma, som var ansat i
det firma, der producerede reklamer for ham.
Det blev til denne fremragende serie
på 24 postkort - med en Lyserød Kanin i forskellige situationer - alle med små,
venlige og positive tekster.
Postkortene med den Lyserøde Kanin blev ikke solgt hos
boghandlere – Forlaget Logos købte en masse lynlåsposer og lagde 12 postkort i posen. Posen skulle så sælges for 25
kr. – Sælgerne var unge
mennesker i Ungdomsorganisationer, spejderbevægelser og skolebørn, der gerne
ville tjene til et lejrskoleophold osv. osv. – Hvilke bedsteforældre har ikke
købt ind i rigelige mængder af alt, hvad de elskede børnebørn kom og solgte?
Prisen for disse poser var 13 kr. – det vil sige, at man havde en
fortjeneste på 12 kr. pr. solgt pose.
I Norge
blev kortene også solgt som serien "The Pink Rabbit". Det blev
en kæmpe succes i begge lande. I Danmark blev der alene solgt langt over 1
million eksemplarer!
Da disse
postkort kom i meget store oplag, er det stadigt forholdsvis nemt at
finde dem på postkort-byttedage.
I dag har
tegneren, Winnie, fået et nyt efternavn og er Art Director, Webdesigner og
Grafisk Designer i sit eget reklamebureau
Fich&Fich
Tusind tak til Winnie
Frisenette-Fich for venlig imødekommenhed og tilladelsen til at skrive om hende og vise
de fine og morsomme postkort med den venlige Lyserøde Kanin. |