Sofie Juel Bruun
blev født d. 3-12-1868 i Ribe.
Sofie Juel Bruun
døde d. 22-12-1968 i København.
Forældrene var Malermester Harald Albert
Bruun
og Sofie Petrea Geisler.
Sofie Juel Bruun blev gift med Købmand
Juel i 1890´erne.
Silhuetklipperen
og børnebogsforfatteren Sofie Juel Bruun havde ingen uddannelse. Hun blev som
ung købmands-kone. Manden var organisatorisk meget udadvendt og var med i en
mængde bestyrelser i foreninger. Hun blev ofte hjemme, hvor hun altid var
omgivet af en flok børn, som hun elskede at fortælle historier. Hendes store
passion og hobby var at lave silhuetklip. Da hun var yngre, indsendte hun nogle
af sine silhuetklip,
små noveller og småvers til Ugebladet "Børnevennen" og Ugebladet "Hagerups Magasin".
Hun fik også nogle af sine silhuetklip udgivet på postkort hos Stenders Forlag
omkring 1915-20. Senere fik hun en ny serie udgivet o. 1937-38 - se
nedenstående.
Lise Nørgaard, som
på dette tidspunkt var journalist på Politiken, skrev en stor artikel om Sofie
Juel Bruun i juledagene i 1955 med overskriften "Yngre dame paa 87 søger
forlægger". I denne artikel fortalte Sofie Juel Bruun, at hun meget gerne ville
have udgivet nogle af sine historier, hvor silhuetklippene skulle underbygge
historien.
Det lykkedes, da
unge Forlægger Jarl Borgen "faldt for" hendes søde fortællinger og fine
silhuetklip. Det må være de færreste, der bliver børnebogsforfatter i en alder
af 88 år. Faktisk udgav Borgen 3 af bøgerne om den lille pige Tytte - den ene
opnåede endda at blive udgivet på engelsk. Sofie Juel Bruun nåede den høje alder
af 100 år og blev i den forbindelse interviewet i radioen. Hun døde dog kun 3
uger efter sin fødselsdag. |