Kaj Storgaard Pedersen blev født
d. 18-3-1927 i Nørresundby.
Kaj Storgaard
døde d. 22-10-2015 i Herning.
Forældrene var Træhandler Hans Peter
Pedersen og Karen Marie Olesen.
Kaj Storgaard var gift med
sygeplejerske Birgit Storgaard.
Reklametegneren Kaj Storgaard
fortæller i et interview med Herning Folkeblad November 2002:
"Jeg har tegnet lige så længe, jeg
kan huske. Da jeg var en stor dreng begyndte jeg også at male. Jeg fik
undervisning af maleren Meldahl i Aalborg, ham kendte min mor nemlig.
Min far døde, da jeg var 7 år, og
selv om jeg gerne ville tegne og male, så ville min mor gerne have, at jeg fik
noget sikkert at falde tilbage på, før jeg kastede mig ud i noget vildere, så
jeg er faktisk uddannet i kolonial, men det har jeg aldrig brugt. I stedet kom
jeg på dekoratørskole i København og blev derovre i 12 år; men i 1961 søgte jeg
en stilling hos Midtjysk Reklame i Herning. Den fik jeg. Fra 1963 og 30 år frem
havde jeg mit eget firma Storgaard Reklame på Sandgårdvej i Birk.
Ved siden af tegnede og malede jeg
så. Bl.a. tog jeg som helt ung ud på gårdene hjemme i Vendsyssel.. Nu er der
også folk der ringer og spørger om jeg ikke lige kan male et billede af det
sted, hvor de har boet som børn."
Y's Men's Clubs Julemærker:
I 1978 begyndte han at tegne
julemærkerne for klubben i Herning, og undtaget et par år tegnede han mærket
lige til sin død - det blev til ikke mindre end 36 årgange af julemærket. Udover
for Y's Men's Club i Herning, tegnede han også julemærkerne for Aalborg,
Hjørring, Brande og Varde.
På
postkortområdet er de meget kendte kort fra perioden, hvor Kaj Storgaard var
ansat hos Midtjydsk Reklame, som var samme firma som Jydsk Off-set
a/s. De fine julekort er kommet i meget store mængder, således, at det i
dag endnu er forholdsvist nemt at finde disse julekort på postkort-byttedage.
Tusind tak til familien Storgaard, v. Peter Storgaard, for venlig imødekommenhed,
og for tilladelsen til at skrive denne lille biografi om tegneren og maleren Kaj
Storgaard. |