Henry Lauritzen

1908-1991

ved
Per Sørensen

Henry Lauritzen blev født d. 29-8-1908 i Silkeborg.

Henry Lauritzen døde d. 31-1-1991 i Aalborg.

Forældrene var Købmand Lauritz Lauritzen og Marie Aggerbeck.

Henry Lauritzen var ugift.

 

Følgende nekrolog var skrevet af hans gode ven, Aage Rieck Sørensen:

 

Henry blev født i Silkeborg, hvilket han var stolt af og hyppigt fremhævede. Efter endt skolegang, hvor han hellere ville tegne karikaturer af lærerne end koncentrere sig om undervisningen, kom han i isenkræmmerlære i 1924. Men han ønskede at blive tegner, og da skuespilleren og revyforfatteren Ludvig Brandstrup opmuntrede ham til at gå denne vej, kom han til København på Folmer Bonnéns Akademi i 1931. Henry ville videre, og i 1933 blev han elev på St. Martin's School af Art i London. Lærerne her var meget dygtige, og specielt en af dem, mr. R. J. Swan, satte han megen pris på.

Derefter var han freelance tegner i København, og fra 1943 til 1958 var han ansat på Lockeys Reklamebureau i Aalborg. Under og efter 2. verdenskrig udgav Henry sammen med en række bladfolk og tegnere "Cimbrer-Hylet", der var en lokal "Blæksprutten".

Fra 1952 til 1988 var Henry cartoonist på Aalborg Stiftstidende, og han leverede hver søn- og helligdag i hele perioden en satirisk tegning til avisen til stor fryd for læserne. Bortset fra de første tegninger var hunden Plyds (Old English Sheepdog) altid at finde på tegningerne.

Ligeledes leverede han en ugentlig tegning til Landsbladet fra 1964. Til barndomsbyens Silkeborg Avis (senere Midtjyllands Avis) leverede han fra 1964 til 1985 godt 60 tegninger om året med midtjyske motiver til avisens årlige lotto-spil.

Henry følte sig privilegeret: "Jeg har gjort min hobby til mit levebrød, og jeg har ikke kedet mig et eneste minut, siden jeg kom ud af skolen," sagde han.

Henry interesser var mangfoldige, og de spændte vidt, hvilket også ses i hans forfatterskab, der omfatter næsten 40 bøger. De fleste af disse udgav han som højt værdsatte julehilsener til slægt og venner. Her kan nævnes et udpluk af emner som Silkeborg, England, Dickens, Wodehouse, Napoleon, Revy og Frimærker - og ikke mindst Fuldblod og Sherlock Holmes.

Den største interesse, Henry dyrkede ivrigt, var Sherlock Holmes, og han var medlem af Sherlock Holmes Klubben i Danmark næsten fra Klubbens start. Han var i bestyrelsen i en årrække og var Præsident for Klubben fra 1972 til 1988. Desuden var han redaktør af Klubbens blad Sherlockiana fra 1971 til 1988.

På postkortområdet findes der desværre kun disse 4 julekort fra Stenders Forlag.

 

 

 

 

 

Forskellige eksempler på signaturer

 

 
 

Postkort

Stenders Forlag

Serie 344

Sendt Julen 1945

Tilhører Per Sørensen

Postkort

Stenders Forlag

Serie 344

Sendt Julen 1948

Tilhører Per Sørensen

Postkort

Stenders Forlag

Serie 344

Sendt Julen 1944

Tilhører Per Sørensen

Postkort

Stenders Forlag

Serie 344

Sendt Julen 1944

Tilhører Per Sørensen

 

      © Per Sørensen | 6000 Kolding | piaper@stofanet.dk 

Nissegalleri