Harry Nielsen
blev født d. 29-9-1896 i København.
Harry Nielsen døde d. 19-3-1983 i
Hvidovre.
Efter skolen, hvor han sluttede med en
realeksamen, fik Harry Nielsen privatundervisning i malerkunst. Efter 4 år
begyndte han som reklametegner og under 1. verdenskrig begyndte han at tegne for
Stenders Forlag. Det er dog kun meget få postkort, han har tegnet - til gengæld
har han tegnet et par af de mest kendte - nemlig de to negerdrenge, som viser den
tvivl, der var i befolkningen angående afstemningen og afgivelse af De Dansk
Vestindiske Øer til USA i 1917 - Kortene er fra 1916. I begyndelsen af 1920
begyndte han at tegne i ugebladene, hvor han tegnede til en del noveller, senere
illustrerede han en del bøger og julehæfter. I 1925 blev Harry Nielsen tilknyttet
Aller og han tegnede en del dukketeater-kulisser for bladet.
I Familie Journalen begyndte der en
engelsk Stribe i 1923, der på dansk kom til at hedde "Mellem Sydhavet Pirater" -
senere "Willy på Eventyr". Den engelske serie stoppede på et tidspunkt - og nu
kom Harry Nielsen til tegnebordet, hvor han fra efteråret 1941 videreførte en
mere moderne "Willy på Eventyr". Mænd, der i dag er i pensionsalderen, har læst
disse striber i åndeløs spænding uge for uge.
På samme måde havde man fra 1930´erne
haft den engelske småbørnsserie "Bamse og Dukke Lise", som fra 1941 fik Harry
Nielsen som tegner, og manuskriptet blev ofte leveret af Elisabeth Greve. Serien
blev meget dansk og umådelig populær. I begyndelse af 1960´erne stoppede Harry
Nielsen med serien; men den fortsatte helt til 1985. Efterfølgeren var den
danske tegner Humble.
På postkort området er det meget
sjældent at finde Harry Nielsens postkort. Som vist må han have lavet en serie
julekort for Stenders Forlag - og serien med Bamse og Dukke Lise er fra o. 1945. |