Frederik Bramming blev født d.
23-10-1911 i Frederikshavn.
Frederik Bramming døde d. 19-4-1991 i
København.
Forældrene var Johan og Emily
Bramming.
Frederik Bramming var gift med Kirsten
Bramming.
Frederik Bramming
var født i Frederikshavn; men familien flyttede til København, da han var lille,
så skolegangen kom til at foregå på Amagerbro. Han tegnede allerede i
skoletiden, og han fortalte i et interview, at han altid konkurrerede med Herluf
Bidstrup, en anden af vore kendte tegnere, som gik en klasse under.
Efter skoletiden kom han på Folmer Bonnéns Tegne- og Maleskole hvor han gik i 2
år. Derefter begyndte han som reklametegner hos
Bergenholz Reklamebureau i 1935, hvor han bl.a. lavede reklametegnefilm. Senere
tegnede han hos Grafisk Institut og Idrætsbladet. I 1949 valgte Bramming at
blive freelance tegner.
Anders Hjorth-Jørgensen - Tegneseriemuseet skriver
følgende:
Frederik Bramming har især arbejdet med sportstegninger, vittighedstegninger og
tegneserier. Samtidig har han været en del af den danske jul igennem 6 årtier.
Siden 1930´erne har hans glade nissetegninger sat deres muntre præg på
julehæfter, julekalendere og kravlenisser.
Således nød årshæftet Julegaven, som blev produceret af Bergenholz og uddelt
gratis som reklame fra forretninger over det ganske land fra 1935 til 1962, godt
af Brammings fornøjelige tegnekunst.
Fra 1940´erne og de følgende årtier overstrålede Brammings iderige,
tredimensionelle, nissemyldrende julekalendere, ligeledes hvad man ellers så på
markedet, og det var Bramming, som i 1947 opfandt begrebet Kravlenisser i muntre
klippeark udgivet af forlaget Alliance.
Alle nulevende danskere kender
Brammings fantastiske nisseunivers, og det var dejligt, at Brammings barnebarn,
Sine Bramming, kom på idéen, at årets julemærke burde være Bramming Nisser -
særlig da Frederik Bramming kunne være fyldt 100 år i 2011. Julemærkefonden greb
ideen, og julemærkerne 2011 blev et fantastisk ark.
På postkortområdet er der
flere serier med nisser. Julekortene i de 2 første rækker er kun kommet i et begrænset
oplag, hvilket gør at de er forholdsvis sjældne. Nissekortene i 3. og 4.
række er til gengæld kommet i meget store oplag i en lang årrække - så de er,
selv den dag i dag, nemme at finde, også som ubrugte. Frederik Brammings
humørkort er ikke særlig kendte, og jeg ved ikke, hvor mange der har været
udgivet.
Nederst er vist det julekort,
der blev udgivet af Julemærkefonden sidste år - og 4 nye julekort med Bramming
Nisser, udgivet af forlaget Pobra, der i generationer har leveret dejlige
julekort til danskerne.
Tusind tak til familien Bramming, v/ sønnen
Michael Bramming, for venlig imødekommenhed og for tilladelsen til at fortælle
om Frederik Brammings arbejde.
Jeg vil her benytte
lejligheden til at sige mange tak til Anders Hjorth-Jørgensen for tilladelsen
til at bringe uddrag af det materiale, han har lavet om Frederik Bramming. I
Anders Hjorth-Jørgensens bog "Nisser her, der og alle vegne" kan
der læses meget mere om Frederik Bramming. |