Bent Steffensen blev født d. 26-11-1945
i København.
Forældrene var Skipper Henry
Steffensen og Karen Steffensen.
Bent Steffensen blev i 1976 gift med Agnethe
Steffensen f. Nielsen.
Om tegneren og
spillemanden, Bent Steffensen, er der at fortælle:
Allerede som dreng var Steff, som han senere blev kaldt, vild med
at tegne, og efter endt skolegang i 10 seje år, var det også det eneste, han
efter egen mening var god til. Derfor måtte det være tegner, han skulle
blive.
I TV havde Bent set en udsendelse fra Bent Barfods
tegnefilmværksted, og med en kuffert fuld af tegninger opsøgte han mesteren, som
på det tidspunkt havde tegnestuer på Ehlersvej i Hellerup. Barfod kunne dog ikke
tage endelig stilling til hans ansættelse som elev på stående fod, men mente, at
der ville blive en chance hen på efteråret 1962. Det blev der, og han blev elev
- med en løn på 100 kr. om måneden.
Bent blev uddannet tegner og arbejdede 10 år
med tegnefilms- produktion. Bent var med i produktionen på mange af tidens
tegnefilm.
I 1972 have Bent fået til opgave at tegne
"Ferd'nand" for PIB (Pressens Informations Bureau). "Ferd'nand" var skabt af den
danske tegner Henning Dahl Mikkelsen (MIK). Han flyttede i 1950 til USA, men
fortsatte med at tegne serien til PIB - som havde trykkerettighederne til
striben. I begyndelsen af 1970 var Henning Dahl Mikkelsen blevet en ældre og til
tider syg, ældre herre, og man valgte Bent Steffensen til opgaven. Det var et
dejligt fast arbejde, så familien tog springet og flyttede til Jylland, og de
bosatte sig på Vestkysten. Efter 2 år ønskede Henning Dahl Mikkelsen igen selv
at tegne Ferd'nand - og Bent blev opsagt.
I samme periode stoppede han stort set med at
tegne til tegnefilm og oprettede den grafiske tegnestue "Garfo-Team" i Skovlund
ved Ansager - sammen med et par kolleger.
På postkortområdet blev Bent Steffensen i
2005 kontaktet af Bjørn Baunbæk, der var ejer af Bjørnen - Ide og Design i
Dragør. Han ville gerne have Bent til at tegne 20 af H. C. Andersens Eventyr,
som skulle bruges til postkort i året 2005, hvor vi fejrede digterens 200-års
fødselsdag. Tegninger blev også benyttet til mange, forskellige, andre
reklameartikler - såsom æsker, kasser og lign.
Tusind tak til Dansk
Tegnefilms Historie for
venlig imødekommenhed - og for tilladelsen til at benytte uddrag fra deres side.
På denne side kan der læses meget mere om Bent Steffensens virke i tegnefilms-
branchen.
Tusind tak til Bent Steffensen for venlig imødekommenhed - og for tilladelsen
til at skrive denne lille biografi om ham og hans fine univers af illustrationer. |