John Albert Leonard French
blev født d. 21-4-1869 i Carnwath, Skotland.
John French
døde d. 17-12-1957 i Gistrup v. Ålborg.
Forældrene var Farmer James French
og Karen Christine Holm.
John French var ugift.
John French blev født i Skotland.
Faderen var skotsk land-mand, og moderen var dansk. Da John er 5 år flyttede
familien til Danmark, og han fik sin opvækst i det nordjyske.
I nekrologen i Vendsyssel Tidende
kunne man læse følgende d. 20-12-1957:
John French var en kendt skikkelse
i Vendsyssel, hvor han skabte fest og glæde omkring sig. Han var en velkommen
gæst overalt. French var født i Skotland; men kom allerede som barn til
Vendsyssel, en landsdel han følte sig meget stærkt tilknyttet til selv om han
kom til at rejse vidt omkring. Straks efter skolegangen følte han sig draget af
malerkunsten. Han kom på Kunstakademiet i 1888 og senere på P. S. Krøyers
Malerskole, hvor en af han bedste venner var Grønlandsmaleren Harald Moltke.
Efter uddannelsen drog han til Paris, hvor han opholdt sig i flere år. Her traf
han blandt mange kunstnerpersonligheder den berømte franske maler
Toulouse-Lautrec.
I Paris uddannede French sig videre
på malerskolen Ecole Colarossi og havde flere udstillinger som fik en god
modtagelse. Efter pariserperioden drog han tilbage til Vendsyssel, hvor han
siden har tilbragt det meste af sin tid og haft en mængde udstillinger.
John French gik under navnet
Vendsysselmaleren, idet hans motivvalg ofte var landskaber og naturbilleder med
dyr fra hans elskede Vendsyssel. Han boede gennem mange år (i bedste H. C.
Andersen stil) rundt om på herregårde og andre større gårde i Vendsyssel - hvor
han, med sin venlighed og livsglæde, var en velkommen gæst overalt. Således har
han bl.a. boet på Baggesvogn, Lerchenfeldt, Vestergård ved Hals og Bangsbo m. fl.
Han var en flittig kunstmaler, og han
afholdt flere gange om året udstillinger, hvor han afhændede sine malerier. Selv
den dag i dag findes der rigtig mange af hans malerier rundt om i stuerne i
Vendsyssel.
På Postkortområdet har han
hovedsageligt afhændet sine motiver hos Stender Forlag i København. Motivvalget
var ofte naturen, hvor fugle havde en fremtrædende rolle. |