Hans Bruun Bertelsen blev født d.
6-5-1927 i Jerslev.
Hans Bruun Bertelsen
døde d. 28-10-2013 på Mallorca.
Forældrene var Øre/næse/halslæge Peter
Johannes Bertel-sen og Alma Bertelsen, f. Sørensen.
Hans B. Bertelsen blev gift med
Grete Bertelsen, f. Lassen.
I 1938 flyttede
familien til Thisted, hvor Hans tog realeksamen fra Thisted
Realskole. Efter skolen, som 16-17-årig, kom han i lære som bådebygger i Kolding.
Han færdiggjorde dog ikke uddannelsen, da hans rige evner som tegner trak mest i
ham, så da krigen sluttede
i 1945, kom Hans på Kunsthåndværkerskolen i København, hvor han uddannede sig til
reklametegner.
Hans Bruun
Bertelsen var, på moderens side, ud af én af de stolte søfartslægter fra
Sønderho på Fanø. Dette tilhørsforhold til søfolk og havet har altid betydet
meget for ham. I mange af hans akvareller genser vi det maritime miljø i livet
og naturen på Fanø.
Det maritime og
sansen for bådebyggeri kom dog til at betyde meget for Hans -
sammen med den fine, kunstneriske fornemmelse og æstetikken fra tegnefaget. Så
efter en periode som reklametegner forskellige steder - med bl.a. 1 år i
Stockholm, kom Hans til at arbejde som reklame-tegner for bådmanden Ole Botved.
Inden længe begyndte han at designe både, og han var i mange år chefdesigner for
Botved Boats. Hans Bruun Bertelsens design af de meget populære Coronetbåde er
anerkendt over hele verden.
I 1981, da børnene
var rejst hjemmefra, valgte Hans og Grete Bruun Bertelsen at flytte til
Mallorca. Herfra fortsatte arbejdet, dog valgte Hans at bruge mere tid som
kreativ kunstner. På Mallorca fremstillede han mange, smukke
tegninger og akvareller - inspireret af havet og øen Mallorca.
Det danske
fornægtede sig aldrig, og den jyske inspiration fra barndommen i Thy,
Vesterhavet, Limfjorden og Fanø, blev ligeledes foreviget i hans smukke kunst.
Han har illustreret en del bøger, tegnet julemærker for Røde Kors og
lavet postkort. Den vigtigste bog, han illustrerede, var morbroderens, Andreas
Sørensen, bog "Ved det yderste hav" om barndommen i Sønderho.
På Postkortområdet
findes en del, smukke kort - her har han bl.a. samarbejdet med I. Chr. Olsens
Kunstforlag i København.
Tusind tak til familien Bruun Bertelsen v. Jette Bruun Bertelsen for venlig
imødekommenhed - og for tilladelsen til at skrive denne lille biografi om hendes
far, tegneren og båddesigneren, Hans Bruun Bertelsen. |