|
Carsten Peter Madsen blev født i 1956 i
Aalborg.
Forældrene var Væver Edmund Madsen og
Hilda, f. Sørensen Buus.
Carsten Madsen er ugift.
Evnen, som tegner, har altid været der,
og efter skolen kom han i lære som reklametegner på en lille tegnestue i
Aalborg.
Men som 23-årig flyttede han til København, og her skulle han få den mest
betydningsfulde opgave og kunde i sin karriere.
Carsten Madsen tegnede igennem 1980´erne for
Walt Disney. På det tidspunkt var der kun 3 tegnere, der havde autorisation til at
tegne for Disney i Danmark.
Carsten Madsen fortalte i 2019 - i en artikel
til TV2-Øst:
Jeg blev ringet op af Gutenberghus. De sagde: "Vi har et
job til dig". Jeg skulle lave alt muligt reklamemateriale til Walt Disney. Jeg
havde en måned til opgaven, og jeg blev betalt et stort honorar. Det svarede til
en årsløn for mig dengang. I starten skulle alt, han tegnede, sendes til en
svensker, der så skulle godkende tegningerne på vegne af Walt Disney. Men det
bremsede processen, og så fik Carsten Madsen sin egen autorisation.
Carsten Madsen arbejdede for Gutenberghus i en årrække, men
valgte at lave sin egen tegnestue og blive selvstændig. Han har siden hen levet som freelance af at lave tegninger og illustrationer,
bl.a. til bøger og oversigtskort til både Tivoli og Den gamle By i Aarhus.
I en periode var han også underviser på "Den danske Reklameskole".
På Postkort området kendes alle disse
fantastiske Go-Card. Allerede i 1992 lavede han sit første julekort til Go-Card,
som blev så stor en succes, at flere oplag måtte trykkes. I 1994 kom 1. serie af de
12 stjernetegn - kaldet "Det ubehøvlede Horoskop", hvor humoren og iderigdommen
lyser ud af de 12 tegninger.
I 2005-07 kom 2. serie af stjernetegn
- nu med en helt anden stil, men ligeså sigende som den første serie. Siden er der
kommet nogle julekort, og Carsten har også lavet julekort som reklame for
forskellige firmaer.
Tusind tak til Carsten
Madsen for venlig imødekommenhed og tak for tilladelsen til vise postkortene - og at skrive
denne lille biografi. |