I slutningen af 1890´erne og i begyndelsen af forrige århundrede
begyndte man at få nogle meget fremmedartede selskabsdanse ind i de danske
balsale.
Mange fra det etablerede dansemiljø frygtede og
hadede disse nye danse, og man begyndte at lave nye pardanse og kvadrilledanse
efter god, gammel dansk balskik - som et værn mod det udefra kommende.
I denne sammenhæng konstruerede Ludvig Smith, i
begyndelsen af forrige århundrede, nogle dejlige selskabsdanse.
Ludvig Smith, hvis kunstnernavn var Louis Forgeron,
var født i 1850 og kom 9 år gammel til Det kgl. Teaters Balletskole, hvor han
bl.a. opnåede at have Bournonville til lærer. I 1861 dansede han "Børnedansen
fra Elverhøj". Som 20 årig blev han fast engageret ved teateret - med 100
rigsdaler om året. Sideløbende med sit arbejde på teateret drev han i en årrække
privat danseskole i København.
Pardansen Anglo-Dane udkom i år 1900, og Ludvig
Smith har både komponeret musikken og koreograferet dansen, og man mærker
straks, at han beherskede begge dele. |